I mere end 20 år har vores maler på vores logo slæbt en stige på ryggen. Nu kan han simpelthen ikke holde til mere – så han får lov til at drosle ned. Det betyder, at der skal et nyt frisk logo til. Men i de mere end 20 år, Malermester Bjarne Toft Hansen har bedrevet malervirksomhed, er der også sket meget andet. Vi har bl.a. udvidet med vores fysiske forretning, Nordfyns Farvecenter, og så sent som i år har vi også bevæget os over til at sælge maling online på vores webshop MestersMaling.dk. Derfor havde vi brug for en visuel identitet, der kunne skabe sammenhæng mellem disse tre ben, men som også kunne stå hver for sig. Resultatet har du nok allerede set, men vi vil alligevel gerne lige vise en illustration af, hvad vi er gået fra og kommet til:

Som skrevet var det vigtigt for os at skabe en visuel repræsentation af sammenhængen mellem de tre forskellige afdelinger, fordi der ligger en vigtig pointe gemt heri. Pointen er, at de tre afdelinger hænger uløseligt sammen – især pga. Bjarne, men også pga. af hans dygtige personale. Det betyder fx, at når du handler i Nordfyns Farvecenter, så køber du ikke bare maling. Du handler med Bjarne, og derfor får du en service, vejledning og rådgivning i særklasse. Det gør du, fordi vi ved, hvordan det er at male. Og derfor kan du få præcis rådgivning om netop dit maleprojekt. Det samme gør sig gældende, hvis du handler hos os online på Mesters Maling. Her står Bjarne eller en af hans faguddannede medarbejdere også klar til at vejlede dig – og du finder selvfølgelig malingen til den bedste online pris. Men både den fysiske og online farvehandel har også indflydelse på vores evne til at løse maleropgaver på bedste vis. Det har de, fordi de er med til at sikre, at vi kan male med de bedste produkter på markedet; at vi altid er med på de seneste trends; og ikke mindst sikrer det, at vi kan male for dig til den bedste pris, fordi vi har en størrelse, hvor vi kan indgå gode aftaler med vores samarbejdspartnere.

Hvad kommer der til at ske?

Først og fremmest vil I finde, at vi har skiftet udseende på den digitale front. Det være sig på platforme som Facebook, men også på vores hjemmesider – hvor vi desuden også har lavet denne ”fælles” hjemmeside, MalerfirmaBTH.dk, som bl.a. skal bruges til at udgive nyheder o.a. på. Dernæst ligger en store fysisk udrulning foran os. Det betyder, at vi på sigt skal have skiftet vores logoer på biler, facaden, bannere, skilte, tøj osv. osv. Vi har valgt at gøre det på denne måde for at skabe en mere naturlig udfasning og indkørsel. Den velkendte malermand på vores logo forsvinder derfor ikke helt med det samme. Du vil stadig støde på ham adskillelige steder – endnu. Den naturlige udfasning er valgt af flere årsager, men grundlæggende synes vi ikke, at der er nogen grund til at skille sig af med materiale, som stadig dur. Det ville fx være fjollet at starte med at købe nyt tøj, før vi har brugt det arbejdstøj, vi allerede har til rådighed. Men én ting er sikkert, vi skal nok gøre opmærksom på os selv, når vi fx har fået vores nye logoer på vores biler – så er du ikke i tvivl!

Vi håber, at I vil være med til at tage rigtig godt imod vores nye udseende. Og I kan selvfølgelig være helt trygge ved, at alt andet fortsætter som hidtil. Vi vil stadig blive ved med at levere en service og et håndværk, som vi er stolte af!